I Jerusalems tempel ofrede man husdyr: kvæg, får og geder. Kun fejlfrie dyr måtte ofres. De, der ikke havde råd til at bringe et husdyr, kunne i stedet ofre to turtelduer eller to dueunger. Det gjorde Josef og Maria, da de bragte deres offer i templet 40 dage efter Jesu fødsel. De har sikkert været fattige (Luk 2,22-24). I Israel mente man, at mennesket var skyl- digt til døden for de synder, det havde be- gået i sit liv. Ofringerne var da Guds nådi- ge tilbud om, at offerdyrets liv blev givet i stedet for menneskets samtidig med, at det skyldige menneske bekendte sine synder (3 Mos 5,5-6). Jesus afløste alle disse ofre ved sin død på korset. I nadveren får vi del i hans død bort fra synden og i hans opstandelse.